Det er ikke nogen hemmelighed, at festivalsæsonen er over os. Og med festivalsæsonen om hjørnet betyder det også, at vi skal til at gøre os tanker om, hvordan vi pakker så smart og minimalistisk som muligt, og hvad der skal til for at få den ultimative oplevelse.
- Hav styr på programmet!
Der er intet værre end at opdage, at du pludselig har misset en koncert med en af de kunstnere, som du virkelig havde set frem til. Derfor kan det være en god idé at lægge en plan – og måske endda lave påmindelser på din telefon, så du aldrig misser en god koncert.
- Gør din soveplads klar… som det første
Når du først er landet, kan det næsten ikke gå hurtigt nok med at få åbnet den første øl. Men vent lige lidt! Få pustet den luftmadras op, og lagt sengetøjet på eller rullet soveposen ud. Du vil elske det, når du lander i campen træt og kvæstet senere på natten.
- Glem ikke måltiderne
Der kan hurtigt gå våde varer i den på festival – og det er, lige som det skal være! Men husk nu at spise en toast, et stykke pizza eller hvad end, du har lyst til. Alt gælder.
- Pak smart og minimalistisk
Forbered dine outfits hjemmefra, pak fodtøj, som godt må blive ødelagt, husk gummistøvlerne, og lad nu de Celine solbriller blive derhjemme.
- Spar penge og medbring dit eget
Alle ved, at mad og drikke på festival er dyrt! Derfor er det en kæmpe anbefaling at medbringe dit eget mad og drikke til jeres camp. Giv den gas med rugbrød, knækbrød, dåsetun og dåseleverpostej – det smager upåklageligt, så snart der er lidt alkohol i blodet, og din konto vil elske dig for det!